Petanquespillet
Petanquespillet og dets historie
Et spil med gris og kugler
Kuglespillet petanque stammer fra Frankrig og er kommet til Danmark sidst i 1970´erne. Spillet har fra DGI´s start i 1992 været fast aktivitet i DGI. Fra nov. 1994 har DGI petanque haft et fast udvalg på linie med øvrige aktiviteter som fodbold, håndbold, tennis med flere.
1994 var det store gennembrud for petanque i Danmark. Fra at være få klubber omkring storbyerne er petanque i dag landsdækkende med et stort aktivitetsniveau. Hver landsby sin petanquebane er et af vore mål.
Petanque har mange kvaliteter...
- Kan spilles overalt
- Kan spilles af alle aldersgrupper
- Kønsintegrering - kvinder og mænd på samme hold
- Har et stort socialt element
- Et godt familiespil, der sætter familien i højsædet
- Petanque er et godt supplement til øvrige aktiviteter
Boulespillets historie
Boule er en fælles betegnelse for flere kuglespil, hvoraf petanque er det ene.
For to millioner år siden startede Homo Erectus en form for boule. Han brugte blandt andet sten til at nedlægge fugle og mindre dyr med, og for at opnå en større træfsikkerhed er det ikke usandsynligt, at han er begyndt på en form for kastetræning, ligesom vi kender det i dag.
Men der er også andre ting, der kan fortælle os noget om boulespillets begyndelse. I grave i Ægypten har man fundet boulekugler, der ved kulstof 14 metoden har kunnet dateres til cirka 4000 før vor tidsregning. Fra samme sted har man ligeledes fundet fresker med boulespillende personer. Også i det antikke Rom og i det gamle Grækenland, har man fundet spor efter boule.
Pave Julius den 2. indkaldte for eksempel boulespillere til sine stenkastende kompagnier.
Først i begyndelsen af middelalderen spredtes boulespillet til Frankrig, England og store dele af Tyskland, men allerede i år 1300 forbød den franske Kong Karl den 5. boule, fordi hans soldater hellere ville spille boule end øve sig i krigskunst.
Boule har alle dage været pøbelens spil i Frankrig, men den 7. september 1629 forbød parlamentet i Paris indbyggerne at spille boule.

Foto: Tage Kristensen
Mindeplade for Jules Lenoir ophængt på petanquebanen i La Ciotat, Sydfrankrig
Jules Lenoir
I slutningen af 1800-tallet levede en mand ved navn Jules Lenoir, som var fransk mester i Le Jeu Provencal. På grund af gigt udviklede han petanque. Det betyder, at der den dag i dag i den lille fiskerby La Ciotat findes en mindeplade, hvorpå der står: "På denne plads skabtes i 1910 spillet Pied tanque".
I 1935 var der ca. 135.000 spillere i Europa, og i 1958 dannede man det internationale forbund FIPJP (Federation Internationale de Petanque et Jeu Provencal).
Petanque spillet i Danmark
I 1982-83 etableredes de første petanqueklubber i Danmark, men det var ikke før i 1986, der rigtig kom gang i spillet, og det var også først det år, at man startede DPF (Dansk Petanque Forbund).
Petanque i DGI
I 1990 tager den første amtsforening under DDSG&I petanque på programmet. Det er Roskilde Amt. Herefter går det rimeligt stærkt. Året efter kommer der klubber på Sydhavsøerne og i 1992, hvor DGI dannes, er der amtsudvalg i to amtsforeninger, klubber i 11 amtsforeninger og i alt 1.440 medlemmer. I november 1994, hvor DGI petanque bliver et fast udvalg med landsudvalg på fem personer, er der 11 amtsudvalg, 21 amtsforeninger, der har petanque på programmet og cirka 150 foreninger/klubber. Medlemstallet er stærkt stigende fra 1.960 medlemmer i 1994 til 10.000 i over 300 klubber i 2001.
Medlemstallet er stigende og i 2010 var der ca. 13.000 medlemmer og der er petanqueudvalg i alle 16 DGI landsdelsforeninger.
DGI Petanque har i sin forholdsvis korte levetid udviklet en række kurser, som i første omgang uddanner trænere og senere i kursusforløbet amtsinstruktører.
Petanque spillet
Petanquespillet spilles på en grusbane med skærver strøet af med et meget tyndt lag stenmel eller et lignende materiale. Det er således en hård bane og ikke en bane i sand, som nogen tror. Derfor kan grusbelagte p-pladser og skovstier være velegnede.
Målene på en ideel petanquebane er 4 x 15 meter, men kan være større eller mindre. Der sættes ikke planker eller anden afgrænsning mellem banerne, men der trækkes evt. en snor.
Der spilles single, double og triple. I single og double har hver spiller tre kugler, og i triple har hver spiller to kugler. Petanquespillet kræver ikke noget specielt udstyr udover kuglerne og er således en billig sport. Prisen for tre kugler, som hver spiller bør have, koster fra 300 til 2.000 kroner. Kuglerne må veje fra 650 gram op til 800 gram, og deres diameter skal være mellem 7,05 cm. til 8,00 cm.
Nybegyndere kan eventuelt starte med de såkaldte weekendkugler, der kan have andre vægte og diametre, men er godkendte ved alle DGI arrangementer.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om petanquespillet kan du henvende dig til din landsdelsforening. Her kan du rekvirere materiale og få oplysninger om kontaktpersoner. Du kan også kontakte DGI´s administration i Vingsted.
God fornøjelse med petanquespillet.